Billedskolen

KOM TIL ÅBENT HUS PÅ BILLEDSKOLEN, GODTHÅBSVEJ 21 C 
TORSDAG D. 29. AUGUST KL. 16.30-17.30 

Det er din helt egen kreative kilde, som det handler om på Billedskolen.

I det trygge samvær med læreren og kammeraterne får du mulighed for at udvikle dine kreative og faglige evner. På holdet får du også individuel vejledning i at skabe dine egne billeder, og det er med til at vi styrker din respekt for materialet og for vores arbejdsgange.

På holdene dyrker vi sammen en praktisk tilgang til de basale principper inden for billedkunsten. Du arbejder intenst med dine færdigheder, både teknisk og kunstnerisk – hele tiden med fokus på udtryksglæde og evnen til fri leg med materialerne og metoderne – iagttagelsesevne, komposition, farvelære, tegning, collage, akvarel, tusch, kultegning, akrylmaleri, linoleumstryk, relief, papmaché, ler, gips, pap og meget mere.

Du vil være med til at hente inspiration i kunsthistorien enten i form af en periode eller en bestemt kunstner; i naturen med årstider, dyr, planter og mennesker; i litteraturen med ord, begreber og meget andet. Der er vægt på fordybelse, og vi arbejder gerne med et tema eller en opgave over længere tid.

Med jævne mellemrum møder du gæstelærere, der kan inspirere dig på nye områder af billedkunstens verden, og vi holder jævnligt udstillinger, hvor dit og kammeraternes arbejde bliver vist frem.

Tilmeldingsfrister sæson 2019/20:

Musik og Dans & Performance: 24. maj 2019*
Billedskolen og Filmværkstedet: 31. august 2019* 

*Du kan også tilmelde dig efter fristen. På hjemmesiden under INFO kan du se, hvordan pladserne bliver fordelt. Hvis der ikke er ledig plads, kommer du automatisk på venteliste. Rigtig mange, der starter på venteliste, får tilbudt plads i løbet af sæsonen. Man betaler først fra den dato, man starter.
Klik her og se listen over ledige pladser.

Musikundervisning og Dansehold: mail om endelig optagelse og betaling, eller evt. venteliste, er sendt 2. juli til alle tilmeldte.
Billedskolen og Filmværkstedet: senest 5. september sender vi mail om endelig optagelse og betaling, eller evt. venteliste.

Undervisningen er for børn og unge 0-25 år med bopæl i Frederiksberg kommune.
Reglerne for udenbys elever findes under INFO.

Billedværksted 1.-4. klasse

Vi tegner, maler, laver collage, gnidetryk, papirklip og meget andet. Vi leger og eksperimenterer med farve og form i et hyggeligt fælleskab på holdet. Du får en bred introduktion til billedkunstens verden og kendskab til mange materialer.

Du får både opgaver, hvor du lærer noget nyt, og opgaver, hvor det gælder om at udtrykke sig og være kreativ. Husk at medbringe livlig fantasi og lyst til at prøve noget nyt.

Billedværksted 3.-9. klasse

Dette kursus lægger vægt på at udvikle og styrke din fantasi og dine evner inden for billedkunst. Vi skal arbejde med mange materialer og udtryksformer såsom tegning, maleri, collage, skulptur, grafik, mixed media mm.

Vi har forskellige projekter undervejs, som kan være alt fra at tegne opstilling, male abstrakt, lave en collage eller bygge din egen idé i gips. Vores inspiration henter vi bl.a. i naturen, kunsthistorien, litteraturen og mange andre steder. Husk at medbringe livlig fantasi og lyst til at prøve noget nyt.

Tegning 5.-9. klasse

Er du glad for at tegne, og vil du gerne blive bedre, så er dette kursus noget for dig.

Vi tegner med blyant, kul og tusch. Vi arbejder med de grundlæggende tegnemetoder og teknikker inden for stregtegning, skraveringsmetoder og måleteknikker mm. Vi øver os i at se perspektiv og proportioner. Vores motiver kan være stilleben, blomster, fotos, menneskekroppen, ansigt, hænder og meget mere.

Kurset henvender sig både til nybegyndere og øvede. Det vigtigste er at du er motiveret for at gå ind på undervisningen og klar til at lære nyt.

Maleri 3.-6. klasse

Kom og lær at male. Du bliver god til at se og bruge farver, og du får gode tips til at blande dem. Vi arbejder med akrylmaling på papir og lærred, og du lærer en masse om maleri fra skitse til færdigt billede.

Vi har fælles oplæg og temaer, som du arbejder selvstændigt med, og du får masser af individuel vejledning i processen. Du kan også få mulighed for at arbejde med egne ideer undervejs. Vi maler både figurativt og abstrakt og vores motiver er opstillinger, fotos og forskellige temaer bla. fra kunsthistorien, kombineret med egne ideer.

Kurset henvender sig til både nybegyndere og øvede. Det vigtigste er, at du er motiveret og klar til at lære nyt.