Skip to main content Skip to footer

Lydbrøndene på Solbjerg Plads

MGK Frederiksberg er en af samarbejdspartnerne i 'Lydbrøndene på Solbjerg Plads'.

Hvad?
Lydbrøndene på Solbjerg Plads er en af Europas mest unikke musikplatforme. Den består af 32 højttalere, som er gravet ned i brønde på pladsen.

Tilsammen skaber de et helt enestående musikalsk lydlandskab, som forbipasserende kan opleve på vej til eller fra arbejde eller skole. 

Pladsens mange højttalere gør det muligt at 'male' med lyd og bevægelse i det store rum, f.eks. ved at skabe dynamiske lydlandskaber, hvor lydene bølger rundt i mønstre på pladsen eller placerer sig som "øer" rundt på pladsen, man kan gå igennem.

Målet er ikke bare at tiltrække Frederiksbergs borgere, men også turister til stedet, som et kulturtilbud af mere spontan karakter: Hvad sker der mon på Solbjerg Plads i dag?

Hvem?
Lydbrøndene varetages af Foreningen Frederiksberg Lydbrøndelaug, som har et brændende ønske om at udnytte lydbrøndenes kæmpe musikalske potentiale, løfte indholdet og sammensætningen af værker i lydbrøndene for at få synliggjort lydbrøndenes eksistens og kulturelle værdi, som et lydvaretegn for Frederiksberg, til glæde for alle.

Lyddesigner og komponist Finn Markwardt og lydkunstner Ingerborg Okkels forestår selve arbejdet med lydbrøndene, dvs. kurateringen, den tekniske og kunstneriske udvikling, kommunikationen og planlægningen. 

Samarbejdspartnere
Lydbrøndelauget samarbejder med en lang række kulturaktører, bl.a. MGK Frederiksberg, Biblioteket Frederiksberg, Frederiksberg Festspil, Strøm festival, Mediegymnasiet NEXT på Frederiksberg, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Klassisk på Frederiksberg, FRBDage, Frederiksberg Erhverv, Riises Råd, SLÆNG, DTU Space, ARt Music Denmark, KLANG festival og mange flere.